Tips om salver og cremer
Patienter med Lichen Planus bruger ofte fede salver og cremer som supplement til den lægeordinerede behandling for at forhindre udtørring af deres hud. Hvis huden er dehydreret og tør, oplever patienter med LP ofte kløe i det område, hvor deres LP er aktivt.
Huden kan føles irriteret, tør og ru med en prikkende og sviende fornemmelse. Hvis man giver efter for kløen og kløer sig, kan kløen forværres, og der kan komme rifter og sår som udbrud af LP.
Kløe er især irriterende om natten, fordi det kan give søvnforstyrrelser og uønskede rifter og sår.
Det anbefales derfor at smøre med fede cremer og salver dagligt for at undgå, at huden tørrer ud, særligt i de perioder, hvor du holder pause med den lægeordinerede behandling (typisk Dermovat) for at forebygge nye udbrud, men også gerne som supplement til den lægeordinerede behandling for at hjælpe huden til hurtigere at komme sig efter et udbrud.
Generelt om salver og cremer
Når huden er tør, er det fordi den naturlige fedtbarriere i huden er beskadiget eller i ubalance. Dette kan afhjælpes ved at danne en barriere med fedtstof udefra. Denne barriere er mest effektiv, når den ikke indeholder vand, da vandet kan øge fordampningen fra huden, hvilket giver mere tør hud.
Brug en fed salve eller creme til tør eller atopisk hud dagligt, så huden tilføres fugt og bevarer sin elasticitet. Dette hjælper dig til at holde huden smidig og forebygger kløe.
En fedtet salve er som regel bedre end en creme, da en creme typisk indeholder vand, som kan have en udtørrende virkning. Bemærk også, at cremer pga. vandindholdet skal konserveres for at kunne holde sig i modsætning til salver. Nogle af disse konserveringsmidler kan hos nogle patienter medføre hudirritation og kløe.
Smør oftere, når du er hårdt ramt af kløe, da det samtidig kan virke kølende og reducere kløen.
Sørg for at have salven eller cremen placeret på et bekvemt sted i dit hus, så du husker at smøre dagligt. Medbring også gerne en i din håndtaske.
Lægeordinerede produkter
Colifoam (rektalskum) er et binyrebarkhormon, der dæmper aktiviteten af de hvide blodlegemer. Det er nemt at applicere på stedet og kan også bruges i munden.
Dermovat fra GlaxoSmithKline Pharma – er et meget stærktvirkende hudmiddel med binyrebarkhormon, som virker hæmmende på de vævsreaktioner (inflammationer), som ses i huden ved LP. De fleste LP patienter bliver behandlet med dette middel. Er receptpligtig. Det er vigtigt, at lægerne nøjes med at udskrive salven i tuber á 25 g, så man har kontrol over, hvor meget der bruges. De første 3 måneder er det sikkert at bruge 30 g, og derefter max. 30 g om året. Tal derfor med din læge, hvis du føler behov for at bruge mere.
Locoid fra Astellas Pharma – er et middelstærkt virkende hudmiddel med binyrebarkhormon. Virker ved at hæmme de vævsreaktioner (inflammationer), som ses i huden ved LP. Er receptpligtig.
Protopic fra Astellas Pharma – indeholder tacrolimus og anvendes typisk, når anden behandling ikke har været effektiv, eller huden er så tynd, at Dermovat ikke kan anvendes. Virker ved at undertrykke kroppens immunforsvar og dæmpe vævsreaktionen (inflammationen), som ses i huden ved LP. Bør ikke anvendes, hvis du har fået konstateret celleforandringer i vulva. Er receptpligtig.
Salver
Melissa Arnica Salve – virker helende, desinficerende og rensende og god til at forebygge hudirritation. Indeholder Calendula (udtræk af morgenfrue). Kan købes hos Matas eller diverse internetbutikker.
Mildison Lipid fra Astellas Pharma – et svagtvirkende hudmiddel med binyrebarkhormon – virker immunundertrykkende.
Vulva Lip Balm - er en blanding af sheasmør og hampolie, 100 % økologisk og uden tilsætningsstoffer. Virker beroligende og lindrende. Kan købes hos Props & Pearls.
Cremer
Aderma Exomega Creme til Atopic Skin – er en helende, plejende og beskyttende creme. Kan købes på Apoteket.
Danatekt Intim Barrierecreme – giver optimal beskyttelse mod udtørring ved at lægge en beskyttende og vandafvisende barriere på huden (stødpude) samtidig med, at cremen virker fugtgivende og hudplejende. Cremen genopretter hudens naturlige beskyttende funktion. Et lille trick er at smøre med denne creme på sår før vandladning for at undgå svie, når du skal tisse.
Dr. Warming Critical Care eller Dr. Warming Basiscreme - fedtcreme med fedtindhold på 92% til pleje af vulva og forebyggelse af tørhed. Indeholder mineralsk olie, hvidt bivoks, en naturlig blødgører og vand. Indholdet er identisk, men Basiscremen kan opleves som lidt mere besværlig at smøre ud.
Helo Creme fra Faaborg - har et højt fedtindhold og indeholder ikke parabener, farvestoffer eller parfume.
Gel
Multi-Gyn Actigel fra Farmisan ApS – modvirker ubehagelig lugt, kløe og irritation. Er velegnet til grundig intimhygiejne og effektiv behandling af vaginale plager og ubehag, da den genopretter din
naturlige balance.
Vivag Intimgel er en glidegel mod vaginal tørhed, som både kan bruges til at beskytte og tilføre fugt og samtidig kan anvendes som glidecreme. Den lindrer og reducerer kløe, irritation og sørger for, at hudbarrieren opretholdes, så huden bliver mere modstandsdygtig over for bl.a. bakterier.
Stikpiller
Vagitorier (stikpiller til indføring i skeden) er gode til at holde skedens bakterieflora intakt og give fugtighed til slimhinden. Vælg gerne vagitorier med hyaluronsyre.
Cicatridina fra IPC Pharma er en hormonfri vagitorie, der lindrer tørhed i skeden og genopbygger slimhindens normale funktion.
Repadina Plus fra Azanta – er en hormonfri og parabenefri vagitorie, der både lindrer og medvirker til genopbygningen af vaginalslimhinden.
Replens Vaginalgel er en hormonfri langtidsvirkende vaginal fugtighedsgel pakket i engangsapplikatorer, der let føres op i skeden. Virker op til 3 dage og giver omgående lindring af tørhed, kløe, irritation og ubehag. Kan købes hos Props & Pearls.
Olier
Ceridal Hudolie – giver en smidig og elastisk hud. Fås i praktisk sprayflaske med 100 ml eller refill på 500 ml på apoteket.
Emu olie – virker anti-bakteriel, anti-inflammatorisk og regenererende på huden. Kan købes på http://www.ledojeplantage.dk/P_Oil_DK.htm.
Yeast Infection No More – virker lindrende på vaginal kløe, svie og ubehag. Kan købes på www.forcesofnature.eu.
Smertestillende
Xylocain Gel fra AstraZeneca – virker lokalbedøvende. Kan købes i håndkøb på apoteket.
Daglig intimhygiejne (uden vandindhold)
VeriGentle intim vaskeolie er en mild og blid, lugtfri intim vaskeolie baseret på naturlige olier, som rengør og absorberer urenheder, samt nærer og fugter huden samtidig. VeriGentle intim vaskeolie indeholder både vandopløselig olie, som opløser urenheder og snavs samt efterlader olier, der fugter og beroliger den sarte og følsomme hud i intimområdet. Produktet indeholder ikke vand og kan købes på de fleste apoteker eller online.
Vaginale mælkesyrebakterier i kapsler til at sluge
Femidur er et dansk produkt, som indeholder vaginale mælkesyrebakterier i vegetabilske kapsler. Femidur kapslerne skal sluges, og man undgår dermed brug af trusseindlæg og bind. Femidur indeholder 2 vaginale mælkesyrebakterier (Lactobacillus rhamnosus GR-1® og Lactobacillus reuteri RC-14®, der begge er solidt dokumenterede og i stand til at kolonisere skeden efter oral indtagelse. Femidur kan købes på apoteket.
Naturlig behandling og forebyggelse af vaginal svampeinfektion og vaginose
i say: VAGINAL INFEKTION behandler og forebygger både vaginale svampeinfektioner og bakteriel vaginose (ubelance i skedens normale bakterieflora) samt ubehag som udflåd, lugt og brændende fornemmelse. i say: VAGINAL INFEKTION genopretter og vedligeholder et normalt pH niveau i vagina (pH 3,8-4,5). En lille vaginaltablet, der skaber et ideelt miljø for vaginalfloraen. Kan købes på apoteket.
Oral Lichen Planus
Forever Bright tandpasta. Aloe Vera baseret tandpasta uden flour. Mindsker svie og ubehag og holder tandkødet i fin stand.
Husk
- Gå til kontrol min. 1 gang årligt.
- Kontakt din behandler ved vedvarende kløe, eller hvis du får rifter eller sår, som ikke vil hele trods behandling.