Foreningen » Lichen Planus » Diagnose

Hvordan stilles diagnosen?

En kyndig behandler kan ofte stille diagnosen ud fra de synlige forandringer, men desværre er kendskabet til sygdommen ikke så udbredt blandt almindeligt praktiserende læger. 

Det er normalt en tandlæge, der opdager Lichen Planus, da den typisk findes i munden. Det kan også være en hudlæge, der konstaterer sygdommen, og for LP omkring kønsdelene er det en gynækolog eller urolog, som i Danmark arbejder med konstatering af sygdommen. 

Lægen kigger på området gennem et mikroskop og kan derved se eventuelle forandringer i huden og slimhinden tydeligere.

For at kunne stille diagnosen med sikkerhed lægges en lokalbedøvelse for at tage en lille vævsprøve i kanten af det angrebne område, som sendes til mikroskopisk undersøgelse. Stedet hvorfra vævsprøven bliver taget, bliver herefter syet med et lille sting for at stoppe blødningen. Tråden opløses af sig selv og skal ikke fjernes. Der kan være lidt ømhed og en smule blødning i et par dage, efter at prøven er taget.

Vævsprøven tages for at stille en sikker diagnose, da der kan være sammenfald af symptomer med andre sygdomme, herunder især LS, og for at udelukke, at der er ondartede celler.

Har man været i behandling med steriodcremer, kan det være nødvendigt med en pause i behandlingen på flere uger før biopsitagningen, for at biopsien kan give et retvisende billede.